om os

Sjælen sidder i skoen

I 2003 laver ægteparret Marianne Bisgaard og Henrik Thomsen en aftale. Han får sit ønske opfyldt om at få et tredje barn, til gengæld skal han sige sit lederjob op og blive forretningspartner med hende.

Marianne har på det tidspunkt tre skobutikker, men drømmer om selv at designe og producere sko, og tilsammen besidder ægteparret nogle værdifulde kvaliteter. Hun er idérig og kreativ, mens Henrik er struktureret og stortrives med salg og markedsføring.

I 2005 bliver drøm til virkelighed, da de begynder at producere børnesko ud fra devisen: God pasform, gode materialer og nytænkt design.

Ingen store armbevægelser

Siden har ægteparret ikke haft meget tid til at se sig tilbage. Forældre og børn i store dele af verden er nemlig faldet pladask for det unikke/rå design og den høje kvalitet, der kendetegner et par bisgaard sko. I dag er der mere end 700 forhandlere fordelt over 18 lande, og bisgaard er en etableret international virksomhed med dygtige og aktive medarbejdere, der udviser stor stolthed over at arbejde med sko.

Ægteparret tager dog succesen ganske roligt. De er begge vendelboer og er vokset op i små nordjyske lokalsamfund, hvor man kun bruger store armbevægelser, når der skal pudses vinduer.

 

Begge deres fædre var købmænd, så de lærte fra barnsben, at det kræver hårdt arbejde og viljestyrke at være selvstændig forretningsdrivende, samt at gamle dyder som service og værdsætning af kundernes opbakning er afgørende og altid aktuel. Og disse værdier er der brug for, når man trofast holder fast i ikke at gå på kompromis med kvaliteten i et hårdt konkurrerende børneskomarked.

 

stenansigt

 

 

Ideen er i hovedet

To gange om året kommer der en ny kollektion, som Marianne udvikler.

– I samarbejde med specialuddannede modellører på vores fabrikker i Portugal arbejder vi os gennem kollektionen på baggrund af mine ideer og skitser.

– Jeg arbejder nok anderledes end andre designere, da vejen fra tanke og idé til handling ikke er lang. Udover skitserne, har jeg hele ideen oppe i mit hoved og kan derigennem overskue en hel kollektion, fortæller Marianne.

Når idéen er født, bliver den færdige sko produceret i Portugal, hvor bisgaard samarbejder med flere fabrikker, der alle er specialiseret i produktion af børnesko.

- Kravet er, at alt skal være gennemført ned til mindste detalje lige fra stikningerne til bearbejdning af læderet. Kunden skal føle en ærlighed, når de køber vores sko.

- Når kunderne åbner skotøjsæsken, skal det dufte af læder. De skal med det samme føle, at de har truffet et godt valg, siger parret.

Og så lige en praktisk oplysning, hvis du en dag skulle møde Marianne og Henrik. Det første de kigger på er dine sko:
– Sko fortæller meget om et menneske, understreger de enstemmigt.
Kald det bare en arbejdsskade, men for ægteparret sidder sjælen i skoen.